Rønnede er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SAKSKØBING: 26-årig mand anholdt efter brand
En 26-årig mand fra Nordfalster blev torsdag klokken 9.19 anholdt lidt uden for Sakskøbing. Anholdelsen skete efter, at politi og brandvæsen havde været sendt til en adresse i Radsted, hvor der var udbrudt brand. Vidner så en mand forlade stedet og kort efter kom der røg fra adressen. Den 26-årige blev sigtet for forsætlig brandstiftelse. Han er også sigtet for at have truet med at smadre beboeren på den adresse, hvor der var brand, og for torsdag morgen at have truet en kvinde, han tilfældigt mødte på gaden. Den anholdte fremstilles formentlig i grundlovsforhør i retten i Nykøbing fredag.
NYKØBING: Råbte op på Banegårdspladsen
Politiet fik torsdag formiddag en anmeldelse om, at en mand råbte op og skabte noget utrygheds på Banegårdspladsen i Nykøbing. Det var en 48-årig mand fra Nakskov, som imidlertid dæmpede sig, da politiet ankom. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og står nu til en bøde på 1.500 kroner.
NYKØBING: Fandt amfetamin – 24-årig sigtet for salg
Efter et tip gennemførte politiet torsdag formiddag en ransagning af en adresse i Nykøbing. Der var tre mænd til stede, men ved synet af politiet sprang den ene ud af vinduet. Det var en 26-årig mand fra byen, som dog kort efter blev fundet i kælderen. Han blev sammen med en 24-årig mand visiteret, men der blev ikke fundet ulovlige genstande i den forbindelse. Til gengæld fandt politibetjentene i alt 35,1 gram amfetamin og to pebersprays på stedet. Beboeren – en 24-årig mand – blev anholdt klokken 10.45 og sigtet for salg af euforiserende stoffer, og han fremstilles formentlig i grundlovsforhør fredag.
SLAGELSE: Butikstyv var efterlyst til fogedretten
Torsdag klokken 15.27 fik politiet en anmeldelse om, at personalet i Bilka i Slagelse havde tilbageholdt en mand, der havde skjult flere pakker fersk kød i en taske og var gået gennem kassen uden at betale for varerne. Det var en 43-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for butikstyveri. Det viste sig, at den 43-årige var eftersøgt til fogedretten, og han blev derfor anholdt. Han bliver hjulpet til fogedretten fredag formiddag for at få udredt sit mellemværende.
VORDINGBORG: Bilen lugtede interessant
Toldstyrelsen var torsdag eftermiddag på træning med blandt andet narkohunde i et industriområde i Vordingborg. En af hundene blev pludselig meget interesseret i en bil, der holdt parkeret, så Toldstyrelsens medarbejdere satte en anden hund til at snuse omkring bilen, og den var lige så interesseret. Det lykkedes at få kontakt til bilens ejer – en 27-årig mand fra lokalområdet – som kom til stedet, og han indrømmede, at han havde hash i bilen. Derfor blev politiet tilkaldt, og der blev derefter fundet 27,8 gram hash i handskerummet. Den 27-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og han står nu til en bøde på 3.000 kroner.
NÆSTVED: Stjal scooter
Politiet fik fredag klokken 0.20 en anmeldelse om, at tre personer var i færd med at læsse en scooter, som ikke tilhøre dem, op på en påhængsvogn på Manøvej. En politipatrulje kørte til stedet, og betjentene mødte vogntoget på vejen. Føreren var en 27-årig mand fra Rønnede, og der var derudover en 32-årig mand fra Næstved og en 16-årig pige i bilen. De blev alle tre sigtet for tyveri af scooteren. Den 16-åriges forældre blev underrettet om sagen, og da betjentene visiterede hende, fandt de ud af, at hun havde flere parfumevarer i tasken, og at det var varer, hun havde stjålet fra Bilka. Derfor blev hun også sigtet for butikstyveri. Den 27-årige, der kørte bilen, havde en promille, der var noget højere end det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel, og det viste sig, at han ikke havde noget kørekort. Derfor blev han sigtet for kørsel uden førerret, og da han flere gange før var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet. De to mænd blev anholdt klokken 0.40 og taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt.
RØNNEDE: Straksdom til indbrudstyv
En 46-årig mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han idømt 60 dages fængsel. Det skete, efter at han blev anholdt efter et indbrud i et byggemarked i Rønnede onsdag aften. Her havde han stjålet en stribe håndværktøj – som lå på bagsædet af den bil, han blev standset i. Den 46-årige blev anholdt klokken 23.12 og sigtet for indbrud. Han blev løsladt efter dommen og bliver indkaldt til afsoning på et senere tidspunkt.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en enkelt anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Vordingborg | Heibergsvej | Torsdag klokken 14.30-22.30 | Guld- og sølvsmykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dannemare | Bygaden | Torsdag klokken 7.15-9.05 | ATK – bestilt færdselskontrol | 65 | - | - | - | - |
Korsør | Skovvej | Torsdag klokken 7.09-12.20 | ATK | 967 | 10 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Lundby | Lundby Hovedgade | Torsdag klokken 16.21-17.21 | ATK | 86 | 1 | 50 km/t | 66 km/t | - |
Lundby | Lundby Hovedgade | Torsdag klokken 17.48-19.48 | ATK | 79 | 2 | 50 km/t | 65 km/t | - |
Nakskov | Skolevej | Torsdag klokken 9.51-11.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 42 | - | - | - | - |
Præstø | Lundbyvej, Baarse | Torsdag klokken 13.49-15.49 | ATK – bestilt færdselskontrol | 108 | 4 | 60 km/t | 91 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Bogø By | Grønsundvej | Torsdag klokken 11.18-12.48 | Ingen sager |
Eskilstrup | Sydmotorvejen ved Ønslev | Torsdag klokken 17.30-19.30 | En trafikant blev målt til at køre 122 km/t, hvor man højst må køre 90 km/t – det giver et klip i kørekortet |
Faxe | Køgevej | Torsdag klokken 14.15-14.46 | En blev sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet |
Nykøbing | Engboulevarden ved Cementen | Fredag klokken 0.03-0.36 | Ingen sager |
Nykøbing | Gaabensevej ved Bruntofte | Torsdag klokken 23.40- fredag klokken 0.43 | To blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet |
Søllested | Højrebyvej | Torsdag klokken 19.28-21.28 | En blev sigtet for at overhale ud over en spærrelinje og seks blev sigtet for at køre for hurtigt: Fire står til et klip og de sidste to til en betinget frakendelse |
Toreby | Sakskøbingvej | Torsdag klokken 21.48-22.48 | En bilist blev standset og sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet |
Vordingborg | - | Fredag midnat – klokken 0.45 | Ingen sager |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Torsdag klokken 14.30-16.40 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt spritbilist:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Næstved | Manøvej | Fredag klokken 0.20 | 27-årig mand fra Rønnede | Spirituskørsel |