Rønnede er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
HUSK NU HJELMEN
Med virkning fra den 1. januar blev der indført et krav om, at du skal bruge cykelhjelm, når du kører på et motoriseret løbehjul. Heldigvis har de fleste taget bestemmelsen til sig, men det hænder ind imellem, at vi standser trafikanter, der ikke har fået hjelmen på. Torsdag var det en 32-årig mand fra Næstved, der blev standset på Østre Ringvej i Næstved. Han står nu til en bøde på 1.500 kroner. For den pris kan man nok godt købe en godkendt, EU-mærket cykelhjelm og ikke blot opfylde færdselslovens krav, men også færdes mere sikkert i trafikken.
Læs mere om reglerne på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
SLAGELSE: Uro på banegården
Politiet fik torsdag morgen en anmeldelse om, at tre personer optrådte både højlydt og utryghedsskabende i forhallen på banegården i Slagelse. Det var en 34-årig mand fra Stenstrup, en 29-årig kvinde fra Frederikssund og en 47-årig kvinde fra Stenstrup. Den 47-årige kvinde ville ikke oplyse sit navn og sin fødselsdag til betjentene, så derfor blev hun anholdt klokken 7.22 og taget med til politistationen i Slagelse. Her blev hendes identitet fastlagt, og hun blev derfor løsladt umiddelbart efter. Hun står nu til en bøde på 1.000 kroner for overtrædelse af retsplejeloven. Den 29-årig kvinde smed en flaske på gulvet i forhallen, hvor den gik i stykker, og da hun kom uden for, gav hun flere forbipasserende en fuckfinger. Hun blev derfor sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen to gange, og for at få ro på stedet blev kvinden anholdt og taget med til politistationen. Hun blev løsladt igen klokken 8.36.
NÆSTVED: Brand i skur
En 53-årig mand blev torsdag formiddag sigtet for overtrædelse af beredskabslovens bestemmelser. Tidligere på morgenen havde han tømt aske fra sin brændeovn over i en spand, som stod i et skur ved hans hos på Odensevej, men der var fortsat gløder i asken. Det medførte, at der gik ild i noget brænde, og ilden bredte sig til skuret. Branden blev dog hurtigt slukket, uden at nogen kom nogen til.
NYKØBING: 17-årig sigtet for salg af stoffer
Politiet var torsdag klokken 13.30 forbi Aarslewsgade i Nykøbing, hvor betjentene traf to 17-årige drenge. Den ene havde 60 gram hash, to gram kokain og et beløb i kontanter på sig, og han blev derfor anholdt klokken 13.40 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Da betjentene ville visitere den anden 17-årige, forsøgte han at stikke af og satte sig til modværge. Han ville heller ikke give sit navn eller fødselsdag til politiet, og derfor blev han anholdt klokken 13.25 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Han råbte en stribe skældsord til betjentene, og det medførte en sigtelse for fornærmelig tiltale. Det viste sig også, at han havde en springkniv i bukselommen og en større isoleringskniv i bukselinningen, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Begge de anholdte blev taget med til politistationen i Nykøbing, hvor de blev afhørt og løsladt igen senere på eftermiddagen.
SORØ: Kørte i grøften
Politiet standsede torsdag eftermiddag en bilist på Elmebjergvej i en rutinekontrol. Det var en 40-årig mand fra Dianalund, som dog ikke var særligt tilfreds med at blive standset og ikke umiddelbart ville deltage i en spritkontrol. Det viste sig, at han ikke var påvirket, men da politiet var færdige med kontrollen på stedet, kørte han i arrigskab sin bil i grøften, hvor den sad fast.
NÆSTVED: Politiet i Storcenteret
Betjente fra lokalpolitiet var torsdag eftermiddag en tur gennem Næstved Storcenter. Klokken 17.45 traf betjentene seks unge i alderen 14-15 år, som hængte i et kundeområde i centeret, hvor de var støjende og bidrog til en kedelig indkøbsoplevelse. De fik en adfærdsregulerende snak med politiet og blev bortvist for resten af dagen. De fik samtidig at vide, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, kunne det betyde, at Storcenteret ikke vil have dem som kunder. Det samme skete en times tid senere, hvor fem unge i alderen 14-17 også drev omkring uden mål og med. De unges forældre blev kontaktet senere på aftenen og blev oplyst om, at politiet havde haft en pædagogisk snak med deres børn.
NÆSTVED: Tumult på dansegulvet
Fredag klokken 0.59 fik politiet en anmeldelse om, at der havde været noget tumult på dansegulvet på et værtshus i Næstveds bymidte, og anmeldelsen lød på, at en 19-årig mand havde givet en 18-årig kvinde et knytnæveslag i ansigtet. Den 19-årige blev anholdt klokken 1.07 og sigtet for vold, og han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 4.40.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Herlufmagle | Engvej, Gelsted | Torsdag klokken 9.00-13.00 | Playstation, pc'er af ukendt mærke, tøj, tasker, lamper og kontanter i kroner og euro |
Korsør | Musholmvej | Fredag klokken 0.24 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Vordingborg | Amaliehaven | Torsdag klokken 17.45-22.20 | Smykker og kontanter |
Vordingborg | Prins Jørgens Alle | Torsdag klokken 19.00-20.20 | Bøger og et webcam |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dianalund | Skellebjergvej | Torsdag klokken 15.42-19.30 | ATK | 309 | 3 | 70 km/t | 82 km/t | - |
Faxe | Køgevej | Torsdag klokken 12.29-14.31 | ATK | 296 | 19 | 60 km/t | 84 km/t | Et klip |
Fensmark | Rødebrovej | Torsdag klokken 8.02-9.45 | ATK | 104 | 2 | 60 km/t | 73 km/t | - |
Hyllinge | Søndergade | Torsdag klokken 5.51-7.10 | ATK – bestilt færdselskontrol | 15 | 1 | 40 km/t | 48 km/t | - |
Karise | Stevnsvej | Torsdag klokken 9.44-11.44 | ATK | 169 | - | - | - | - |
Næstved | Havnegade | Torsdag klokken 10.31-12.05 | ATK | 552 | 22 | 50 km/t | 77 km/t | - |
Næstved | Østre Ringvej ved Valmuevej | Torsdag klokken 10.57-11.57 | ATK | 381 | - | - | - | - |
Ruds-Vedby | Slagelsevej | Torsdag klokken 12.52-15.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 65 | 2 | 40 km/t | 49 km/t | - |
Sakskøbing | Orebyvej | Torsdag klokken 14.33-20.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 194 | 8 | 50 km/t | 76 km/t | Tre klip |
SKorsør | Skovvej | Torsdag klokken 10.29-13.15 | ATK | 508 | 12 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Slagelse | Sdr. Ringgade | TORSDAG KLOKKEN 7.10-10.00 | ATK | 541 | - | - | - | - |
Vordingborg | Næstvedvej | Torsdag klokken 12.59-17.09 | ATK | 760 | 6 | 60 km/t | 95 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Maribo | Brovejen | Torsdag klokken 20.15-21.15 | Ingen sager |
Næstved | Køgevej | Torsdag klokken 11.45-12.15 | Ingen sager |
Næstved | Parkvej | Torsdag klokken 19.11-21.32 | Der blev afsløret en enkelt narko- og spiritusbilist |
Rønnede | Ny Næstvedvej | Torsdag klokken 14.15-14.45 | En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
Stokkemarke | Højrebyvej | Torsdag klokken 21.35-22.35 | En blev sigtet for at køre for hurtigt. Hastigheden blev målt til 113 km/t, hvor man højst må køre 80 km/t |
Vordingborg | Bakkebøllevej | Torsdag klokken 9.00-9.30 | Ingen sager |
Vordingborg | Københavnsvej, Ørslev | Torsdag klokken 12.40-13.10 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nykøbing | Gaabensevej | Torsdag klokken 12.35 | 36-årig mand fra Nysted | Narkokørsel |
Næstved | Gammel Holstedvej | Torsdag klokken 21.03 | 24-årig mand fra Tappernøje | Spiritus- og narkokørsel |
Næstved | Slagelsevej | Torsdag klokken 19.01 | 67-årig mand fra Faxe Ladeplads | Spirituskørsel |
Rødbyhavn | Udrejsefeltet | Torsdag klokken 12.59 | 37-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |
Slagelse | Slotsvænget | Torsdag klokken 20.19 | 29-årig mand fra Slagelse | Narkokørsel |
Slagelse | Vestmotorvejen | Torsdag klokken 19.30 | 27-årig mand fra Korsør | Spiritus- og narkokørsel |